Den gang jeg var 12-14 år, var et af mine store ønsker at blive tryllekunstner. Jeg brugte mange penge, tid på at lære at trylle. Men jeg havde et stort problem, jeg havde det bedst med at være usynlig, og var på ingen måde stor snakker, og en galoperende sceneskræk det gjorde at jeg pakkede det helt væk da jeg var omkring 15-16 år.

For at sige det pænt, jeg stinker til small talk!

Nu 17 år senere, så er det ikke meget der har ændret sig, men jeg er ved at blive bedre til det ;)

Nå jeg skyder landskabs billeder, packshots eller ligende, så er det jo egentlig også ret lige meget, om jeg gemmer mig bag kameraet.

Det er bare ikke helt godt, nå man nu elsker at skyde mennesker, portrætter mm.. Så er det bare ikke super godt, ikke at kunne hold en samtale om løst og fast kørende.

Efter at ha brugt en god del af weekenden med at se Peter Hurley: The Art Behind The Headshot. Er det virkelig gået op for mig, hvor meget gas den skal have nå man skyder portrætter.

Small talk, komplimenter og vejledning, det er vejen frem. Det er noget vi som portræt fotografer skal være opmærksomme på. Det er vores arbejde at sørge for, at dem vi tager billeder af, føler sig tilpas og i trygge hænder

Hvor god er du til small talk?

Relaterede indlæg

• Man glemmer det sjove en gang imellem :( (2)